Poul H. Andersen
 
05-05-2005

Fødselsår: 1950
Bopæl: Egå ved Århus
Medlem af: Århus Akvarieforening
 

Poul (i det daglige kaldt, Polle) foran sit indbyggede 400 ltr. store koralrevsakvarium. Billedet er fra bogen, Spændende Akvarier og taget af Michael Jensen.


Sådan startede det:

   I 1956 delte Polle værelse med sin bror, og i kælderen fandt de et 40 liters akvarium, som tiltrak d´herres ubetingede opmærksomhed.

   Akvariet blev stillet op, men kittet var blevet lidt tørt, så der piblede lidt vand ud. Dette problem blev klaret ved at lægge en klud rundt om akvariet, som så blev skiftet hver dag.

   Dengang var pengene små - også for disse purke - så de flotteste og mest spændende fisk, som de havde råd til var Kampfisk (Betta splendens). De købte én hver - en blå og en rød - og fiskene udfoldede al deres pragt i deres nye hjem. Kampfiskene blev intenst studeret, da de tilsyneladende allerede havde forelsket sig i hinanden - det tegnede godt...

   Men ak, - næste morgen var den ene død, og Polle´s vægtige argumenter om at fortsætte ad akvarismens forunderlige vej, prellede fuldstændig af broderen. Han ville ikke mere - især ikke når det nu var hans fisk som lå der, og ikke var mere..!

   I starten af 70´erne, hvor det blev muligt for "menigmand" at holde saltvandsfisk, var Polle med på dén bølge. Men tiderne og den dengang manglende viden indenfor denne del af hobbyen gjorde, at det mest af alt blev et økonomisk tyngende eventyr, med talrige dødsfald til følge - altså, tilbage til ferskvand...

   Polle blev medlem af Århus Akvarieforening i Marts 1978, og har siden været formand 2 gange + bestyrelsesmedlem 3 gange.

Siden hen:

   Ferskvands-æraen indeholdt mange "eventyr", bla. lavede Polle nogle få, men dengang svære førstegangsopdræt af Corydoras ojapoqensis og Hypancistrus zebra.

   Polle havde endvidere et imponerende 2.000 liters hjemmelavet akvarium, bygget ind i væggen på samme måde som koralrevsakvariet på billedet.

   Saltvandshobbyen fik i 90´erne fart på - nu vidste man hvordan man holdt fisk i live i flere år, og hvordan man fik de svære koraller til ligeså. Altså, måtte Polle på den med saltvand igen, og det blev til det 400 liters på billedet, samt en "lille" reol med 3 stk. 250 liters saltvandsakvarier.

   I et af disse lavede Polle også et saltvands-førstegangsopdræt af fisken,
Pterapogon kaudneri. (se fisken)

   Polle´s koralrevsakvarium var et akvarium alle snakkede om - det var så spækket med automatik, at det faktisk passede sig selv. Polle skulle kun fodre og fjerne alger fra ruderne. Alt det andet ordnede en computer for ham.

   Polle blev ansat hos Reff Co. i Fredericia (som importerede alt indenfor koralrevshobbyen), og sidenhen skaffede hans ekspertice ham ind ved KattegatCentret i Grenå. Her stod han for pasning, pleje og ikke mindst opdræt af gopler, som dengang var det helt store hit i de offentlige akvarier rundt om i Europa.

   Tiden ved KattegatCentret sendte ham ud i Europa, for at opkøbe fisk og ikke mindst hajer. Også en del offentlige akvarier blev det til, hvor han boede og studerede opdræt af fisk og gopler.


Idag:

   Polle har ikke længere sit saltvandsakvarium - faktisk har han haft en pause med det at holde akvarier, men han er på vej med et nyt stort projekt, nemlig et 800 liters ferskvandsakvarium.

    Ellers sidder Polle og besvarer akvaristiske e-mail fra det meste af verdenen. Hans viden og know-how er efterspurgt af folk og fæ, og han svarer gerne - også på "svære" spørgsmål..!

 

Læs også om:

punkttegn

Jesper Thorup

punkttegn

Erik Lind Larsen


7
Tilbage